Jeg mødte Christina på 22 år første gang i april 2003. Hun kom til mig p.g.a. høfeberproblemer, som hun havde døjet med siden hun var 15 år. Hendes lillebror på 12 år havde også høfeber samt astmatiske problemer.
Christinas høfeber-reaktioner gav hende mest problemer med øjnene, som konstant løb i vand. Hendes værste periode var i birkepollen-sæsonen, dvs. maj og juni måned, men hun var også følsom overfor græspollen og havde derfor reaktioner det meste af sommeren.
Christinas forhistorie var, som så mange andres, at hun i puberteten havde haft en periode, hvor hun havde mange betændelsessygdomme, mest halsbetændelser, kæbehulebetændelser samt lungebetændelser, som gang på gang var blevet behandlet uhensigtsmæssigt med penicillin.
Jeg foreslog Christina at tage følgende remedier: Høron fra Allergica mod høfeber, som hun skulle bruge hele pollensæsonen igennem. Hvis symptomerne til tider blev værre, skulle hun tage lidt ekstra, dvs. en akut dosering. Desuden fik Christina en flaske Cichorium cum stanno også fra Allergica, som er blodrensende og styrker leveren, samt Mercurius sol D 10 til at rense lymfesystemet. Derudover udskiftede vi øjendråberne fra lægen med homøopatiske øjendråber Ocukehl fra Heel.
Vi snakkede kost og krydsreaktioner mellem pollen og forskellige fødeemner, som det ville være hensigtsmæssige at undgå. Hun forstod pludselig, at når hun altid fik kløe i ganen, når hun spiste æbler eller nektariner, hang det sammen med hendes pollenallergi.
Vi justerede også lidt på Christinas kosttilskud, bl.a. vitamintilskuddet, og jeg foreslog hende at spise nogle gode koldpressede planteolier, nemlig hørfrø- og kæmpenatlysolie til at bygge slimhinderne op og styrke immunsystemet.
To måneder senere så jeg Christina igen. Hun havde haft en vældig fin periode uden de store høfebergener, og ved hjælp af Høron i akut dosis klingede det hurtigt af. Vi justerede en smule på dråberne, som hun så fortsatte med at tage sommeren over. Det sidste råd jeg gav hende var at tage Høron forebyggende næste sommer, startende tre måneder inden hendes reaktionsperiode plejede at begynde.
Jeg har lige haft kontakt med Christina for at høre hendes oplevelse af sommeren 2004. Den slap hun igennem fuldstændig uden gener ved hjælp af Høron, som hun indtog hele sæsonen. Nu i år er hun allerede begyndt med Høron forebyggende og har det rigtig fint.